Denne side er udgivet i august 2020 – men vil løbende blive opdateret, hvis nye informationer om havnefesten i 30’erne fremkommer.
Kilder til denne side er Jubilæumsavisen “Hornbæk Havnefester i 100 år”, som udkom d. 8. juli 1981, og som blev udgivet af ugeavisen “Op og ned langs kysten”. Redaktion Poul Støvring og overlærer Johannes Jensen. Tekster af Kaj Eusebius Jakobsen, Carl Bødker Nielsen, Dan Lipczak og Niels Jorges Bagger.
Hornbækegnen Hornbæk historisk Forening og Arkiv. Kai Flors Hornbæk bog fra 1940. Havnefesten og Sagas hjemmesider. Wikipedia.
Helsingør Leksikon
Redigeret af Jens Peter Pihl – august 2020
I 30’erne holdt man havnefest tre gange,
1930, 1934 og 1937
Klik på årstallene for at gå direkte til havnefesterne i 1934 og 1937
Havnefesten i 1930.
1930 udkom en 4-sidet avis under navnet
»Hundestejlen« –
»Første, bedste og sidste nummer –
Pris 15 Øre«. –
Her blev budt velkommen til årets festligheder af »En Veteran« – hvem det så har været? Han skriver:
Havnefester har før været afholdt i Hornbæk – den første Festavis blev udgivet i 1881, og noget af dens Stof findes genoptrykt i dette Blad, hvad enkelte af Festens Gæster i Dag maaske vil kunne konstatere?
Husker De ogsaa Hornbæk i de »gode gamle Dage«?
Hvor »Bondegaarden« var en rigtig Bondegaard, hvorfra Dagvognen til Helsingør udgik?
Hvor Kroen var en lille Bygning, ved hvis Øst gavl »Stokken« havde sin Plads, og hvor de gamle Søulke samledes?
Hvor der kun laa enkelte Villaer langs Stranden og slet ingen paa Kystvejs Landside, men Plantagen strakte sig uberørt fra Pensionatsvej til Villingebæk?
Hvor alle Landliggere kendte hverandre og kunde staa i enkelt Ring om Sommerens St. Hans-Baal?
Men hvor Fiskerne som nu maatte kæmpe mod Tilsandingen af deres den Gang langt mindre Havn, og den pibende Klang fra Muddermaskinens Spandekæde hørte med til Byens Lydkulisser?
Kun en Egoist vil udbryde sit: »Ak! hvor forandret!«, thi endnu har vi den samme Udsigt til Kullens vinblaa Silhouet, og en endnu større Flok Børn fra den store By tumler sig i Klitterne og langs den flade Strand og samler Kræfter til Vinterens Skolegang og solløse Liv.
Og er vi derfor blevet saa mange flere til at staa i Taknemmelighedsgæld til Stedet og dets Befolkning, er vi ogsaa saa mange flere til at løfte i Flok, naar det gælder om at hjælpe Fiskerne i deres Kamp for at skaffe taalelige Tryghed ved Sejladsen paa Havnen.
Vor Fiskerbefolkning herude staar fast plantet i den barske Virkelighed og er ikke Staffage i det Sommerferieliv, vi nyder her i nogle korte Uger.
Saa lad os da i disse Dage møde op til Havnefesten med godt humør og Offervillighed og ikke føle os delt i to Lejre: »Fiskerne« og »Landliggerne«, men blot alle være – Hornbækkere.
En Veteran.
*
Havnefesten i 1934
I 1934 udkommer » Hundestejlen« igen. Heri er budt velkommen af murermester Carl Poulsen, der skriver:
Naar Hundestejlen i Aar (forhaabentlig) glædelig overrasker Dem efter fire Aars Stilhed, saa beder den om at blive vel modtaget og læst med Interesse og Velvilje. Komiteen for Havnefesten ønsker i Aar, som i 1923 og sidst i 1930, at faa overladt et eller flere Blade af Deres Tegnebog eller gjort et passende Rum i Deres Portemonæ tomt, eller, hvis synes, begge Dele, men da Komiteen ønsker at gøre dette uden nogen Art af Pres, beder man om, at Deres Gaver maa blive givet godvilligt og med Glæde.
Hornbæk Havn er en selvejende Institution, der har en Del Gæld og administrerer med smaa Indtægter og store Udgifter, det sidste navnlig med Oprensning og Opmudring af Sand og Tang. Havnen har ved Deres Velvilje i 1923 og 1930 kunnet undgaa at stifte ny Gæld, men nu er Festernes Resultat opbrugt og vi maa igen hjælpes ad med at give en Haandsrækning. Derfor altid velkommen til Hornbæk og særlig velkommen i Dag og Tak for Deres venlige Forstaaelse af Sagens betydning.
Hornbæk i Juli 1934
Carl Poulsen
Fodboldkamp – 3. juli 1934:
En tilskuer har skrevet et referat af en fodboldkamp, der spilledes den 3. juli til fordel for Hornbæk havn. Det var en dyst mellem byens håndværkere og købmænd. Blandt spillerne nævnes de to holds målmænd, Fritzen og Pihl. Det må have været cyklehandler Jens Pihl, der havde sin forretning »Cyklecentralen« Ndr. Strandvej 336, samt Inger, Poul, Mogens og Ole Fritzens far, tømrermester Chr. Fritzen fra Ole Piisvej.
Som linievogtere optrådte dr. Larsen iført paraply, kjole og høj hat og købmand Harald Petersen fra Havnevej. På grund af den gode stemning blandt såvel spillere som tilskuere forlængedes kampen med 10 minutter, så den kunne ende uafgjort 4-4 til alles tilfredshed.
Læs mere om denne fantastiske fodboldkamp og se navnene på de mange personer som er gengivet på ovenstående foto, her…….
*
I 1934’s »Hundestejle« har forfatteren Jens Locher skrevet et litterært indlæg, som hedder
“Fra det gamle Hornbæk”
Når jeg kommer til Hornbæk gaar min Gang bort fra Hotellets Dans og Larm ned til »Klithus« ved den store plantage.
Først ser jeg efter om Huset i det hele taget er der endnu, for det er store summer, det i Aarenes løb har kostet at hindre Havet i at tage det.
Dernæst sætter jeg mig paa Bolværket og ser ud over min Barndoms Legeplads, den nu saa smalle Strandbred, der var langt bredere, før Havnen kom. »Klithus« er bygget af min Far, Maleren Carl Locher, og var en af de første Villaer paa Stedet.
Han havde især forelsket sig i Stranden foran den store Plantage. Der skulde hans Hus ligge, og der gik Ansøgning til Ministeriet, hvor han havde gode Forbindelser.
Men Far havde gjort Regning uden Skovrideren, der straks fra første Færd med Hænder og Fødder satte sig imod, at der blev bygget i den store Plantage. Harmfulde Skrivelser gik frem og tilbage. Far rasede mod »Skovtrolden« og svor at fælde ham, og i Ministeriet var man forfærdet over alt det Besvær, der pludselig var opstaaet. I første Omgang gik Far af med Sejren. Han fik Lov til at bygge sit Hus der, hvor han vilde, men Skovrideren fik tilføjet den Klausul, at der ikke maatte graves Brønd på Stedet, og da der var en halv Mil til nærmeste Nabo var Sejren. uden Værdi, hvorfor der gik en strøm 1 af Skrivelser og Modforestillinger ind over det ulykkelige Ministerium. Saa døde Skovrideren, og man gav øjeblikkelig Far Tilladelse til at bygge en Villa, grave Brønd og sætte Spir paa Huset, hvor i den store Plantage, det maatte passe ham.
Men en saadan Sejr passede ham ikke, og han byggede derfor sit Klithus der, hvor det nu ligger, og hvor han hele Tiden havde haft Lov at bygge det.
Grunden der var en Del af Stejlepladsen, fik han forærende af Fiskerne, »for saadan en Pjalt Jord var jo ikke noget at tage noget for«.
To Tusind Kroner tror jeg, Huset kostede at opføre alt i alt, men fem Aar efter kom hertil en Regning paa Grunden, som det viste sig, at Fiskerne ikke havde haft Ret til at disponere over.
Saadan opstod et af de første Kim til Villabyen Hornbæk, men »Klithus« er stadig det eneste Hus i Hornbæk, der ligger ved Vandet.
Jens Locher
Hornbækmaleren Carl Locher 1851 – 1915 – byggede “Klithus” i 1887.
Hvad vi byder på ( fra Hundestejlen 1934)
Festpladsen rummer noget for enhver Smag! Her bliver Artistoptræden, en Zoologisk Have (hvad siger Alving til den Konkurrence ?) og Karrusel for dem, der kun vil more sig –
– men har man en Smule Spilledjævel i Kroppen, kan man forsøge Lykken med stor Chance for Vinding – i to Tombolaer, Lykkespil, Farvespil og ved Køb af Lodsedler paa de mange smukke, udstillede Ting –
– men vil man helst prøve det, der skal Færdighed til, kan man jo besøge Skydeteltet og Sømboden, hvor familiefaderen kan kappes med sine Poder,
( der til daglig gaar paa Rov i hans Sørmkasse) –
– de mindste vil ønske at aflægge Besøg ved Fiskedam og i Slikbod, Fruen besøger Frugtteltet og Herren Cigarudsalget –
– og hele Familien hviler ud og tager en Forfriskning i The-Salonen eller Restaurant “Kap Horn”, hvis de ikke har taget en Pølse ved Udsalget.
*
Festavisen Hundestejlen 1934 var sikkert finansieret af annoncer, idet man på to sider præsenterer Hornbæks forretninger, hoteller og håndværksmestre. Går man disse annoncer igennem, vil man kun finde ganske få forretninger, der eksisterer i dag under samme ejernavn.
Nedenstående annoncer har en henvisning til en nuværende butik (2020) på samme geografiske adresse:
Jo, det var en rigtig havnefest. ( 1934 )
*
Havnefest i 1937
Havnefesten i 1937 lignede nok sine to forgængere – se foto tv. og nedenfor. Det er nok de samme forlystelser, som beskrevet under havnefesten i 1934.
Vi har p.t. ikke nogen “Festavis” fra dengang – men vi har en film optaget af daværende apoteket Bollerup.
Se filmen fra 1937 her….
(Kommer senere)
Gå tilbage til Hornbæk Havnefester – tidslinje her……