Forord:
På denne hjemmeside vil jeg gøre rede for og beskrive en hændelse, som skete lidt vest for Hornbæk Fiskerleje for 250 år siden.
Det vil fremgå, at denne hændelse satte det ukendte Hornbæk Fiskerleje på verdenskortet og fik stor betydning for Danmark og de herefter regerende Konger. Hændelsen var efterfølgende også omgivet af en del mystik helt op i sidste århundrede – var der fem eller otte redningsmænd?
En lokal historiker fik dog styr på dette for godt 100 år siden !
Jeg har gjort mig umage for at nå hele historien rundt, hvilket betyder at historien er lang med meget indhold – visse steder er det derfor muligt at springe videre i historien eller dykke ned i den via
“Læs mere – knappen”.
Det er helt op til Dig !
Indholdsfortegnelse:
1.
En stranding...
Om natten, lørdag d. 19. november for nu 250 år siden, skete der under en kraftig snestorm en stranding vest for Hornbæk – nok nærmere ved “Tre Høje” i Kildekrog. En skotsk jagt “Nelly & Isabell” var gået på grund, og besætningen på fem var alle omkommet, mens kaptajnen stadig var i live og opholdt sig på skibet.
Otte fiskere fra Hornbæk fik en redningsbåd frem via stranden og plantagen til Kildekrog, hvor de om eftermiddagen, da stormen havde lagt sig lidt, sejlede ud gennem den kraftige brænding mod skibet.
Det lykkedes fiskerne at bjærge den meget forkomne kaptajn Thomas Brown i land, og få ham bragt til nærmeste hus.
Under det efterfølgende søforhør i Dronningmølle, nogle dage senere, afstod redningsmændene fra at modtage en belønning for deres heltemod, da de anså det, for at være deres pligt at hjælpe andre i nød – de kunne jo selv komme i samme situation !
Ove Malling ( 1747 – 1829)
Historiker og forfatter.
Denne redningsdåd blev noteret i aviserne, og gennem mund-til-mund blev redningsmændenes heltemod og deres afslag for belønning hurtig berettet rundt blandt folk.
Det fik, godt tre måneder efter, en godsejer von Plessen til at sende et gavebrev med en fast årlig belønning til redningsmændene, så længe de levede.
Senere, takket være kammerråd Ove Mallings bog fra 1777 “Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere” gik historien kongeriget rundt.
Den kendte digter Johannes Ewald skrev, under bl. a. inspiration fra Ove Mallings bog, i 1779 et syngespil ”Fiskerne” til det Kgl. Teater over begivenheden med premiere d. 31. januar 1780 på Kong Christian d. 7. fødselsdag – i syngespillet indgik bl.a. en sang ”Kong Christian stod ved højen mast”, som i dag er vores Kongesang.
“Kong Christian stod…” blev officielt Danmarks Kongesang i 1906, og den er sidst afsunget under Danmarks nye konge Frederik den 10. s første besøg i Folketinget mandag d. 15. januar-24.
Mindeankeret blev, efter flere års planlægning og indsamlinger indviet i forbindelse med 150 årsdagen for uropførelsen af Johannes Ewalds syngespil ”Fiskerne” mandag d. 31. januar i 1780 på det Kgl. Teater. Mindeankeret ved havnen blev indviet søndag d. 9. februar 1930 ! Syngespillet var en hyldest til Christian den 7. ved hans 31 års fødselsdag.
I 1974, på 200 årsdagen, mindedes elever fra Hornbæk Skole – under ledelse af lærerne Johannes “Jonas” Jensen og Axel Ploug – redningsdåden.
De sluttede af med at synge “Kong Christian stod ved højen mast”.
I år 2024 er der gået 250 år siden denne redningsdåd, som for første gang satte Hornbæk Fiskerleje på Danmarks- og måske også Verdenskortet.
2.
Hvad ved vi om redningsdåden i dag…?
Stranding og redning –
Vi må gå ud fra, at strandingen var sket natten til lørdag d. 19. november 1774 – Strandingen blev opdaget fra land ved 7-tiden og i morgengryet havde fiskerlejet fået besked om strandingen ved Kildekrog.
Det var så lykkedes flere fiskere fra Hornbæk at få en båd frem til stranden, hvor jagten “Nelly & Isabell” var strandet, men ingen kunne nå ud til skibet i den hårde storm, og de var vidne til, at besætningsmedlemmer havde hejst sig op i skibets tovværk, men faldt ned i vandet efterhånden som kulden fik kræfterne til at slippe op.
Der blev øjensynlig gjort flere forsøg på at sætte redningsbåden i vandet, men fiskerne måtte stoppe p. g. a. de kraftige bølger.
Hen på eftermiddagen, da mørket så småt begyndte at falde på, og fire besætningsmedlemmer ombord var druknet eller døde af kulde, forsøgte skibets 37-årige styrmand William Drysdale forgæves at svømme i land.
Øjenvidner berettede at styrmanden omfavnede kaptajnen, før han sprang i vandet, hvor han øjensynlig blev ramt af en vragdel og forsvandt i bølgerne og druknede.
Vinden havde på dette tidspunkt lagt sig lidt, så de lokale fiskere valgte, med livet som indsats, at forsøge at nå ud til skibet i deres redningsbåd. Fiskerne satte fra land og kom kaptajn Thomas Brown til undsætning, fik ham over i båden og i land. Her hjalp de lokale den stærkt forkomne kaptajn videre til nærmeste hus og efterfølgende pleje.
Han har også malet den nuværende altertavle i Hornbæk Kirke i 1838.
Kaptajn Brown mistede 2 fingre, men kom sig og kunne 3 dage senere d. 22. november afgive søforklaring i Dronningmølle om det ulykkelige forlis, hvor også hele lasten var gået tabt.
Under dette søforhør afstod redningsmændene fra at modtage en belønning for deres heltemod fra kaptajnen, da de anså dette for at være deres pligt at hjælpe andre i nød – de kunne jo selv komme i samme situation !
3.
Vejret d. 19. nov.1774 …
Ser vi på vejret i døgnet 19. nov 1774, så viser optegnelser fra dengang, at november var koldeste måned i 300 år (målt fra 1716 – 2021). Vi ved også, at det blæste fra nord-nordøst med snestorm og frost på minus 5 g, og at lufttrykket var 746,2 mmHg ( = 990 hPa (mBar) et middel kraftigt lavtryk). Alle disse parametrer lagt sammen fortæller om en snestorm med dårlig sigtbarhed, samt en bidende frost på et meget oprørt Øresund ud for Hornbæk.
4.
Hvad ved vi om Jagten “Nelly & Isabell”…
Kilde: Uddrag fra Vrag Wiki :
Den skotske Jagt “Nelly & Isabell” med kaptajn Thomas Brown (fra Kincardine nord for Edinburgh) ankom i oktober 1774 til København lastet med jernkanoner fra Barrow (nordvest engelsk havneby).
En jagt er et mindre sejlskib, som var den almindeligste type i Danmark fra 1700-t. indtil langt ind i 1900-t. Skroget var spejlgattet, fyldigt midtskibs og med skarpe undervandslinjer, der som regel gav et velsejlende skib. Jagten var rigget med en pælemast, dvs. en mast i ét stykke, og førte forsejl, et stort gaffelsejl og undertiden topsejl og et råsejl, en bredfok.
Kilde: Den store Danske – tegning Morten Gøthche
På hjemrejsen, fra København til Dunbar i Skotland lastet med 700 tønder byg, blev der d. 17. november betalt sundtold i Helsingør. Knapt ude i Kattegat dagen efter kom en voldsom storm fra nordøst med et forskrækkeligt snefog og kulde.
Blandt de 20 skibe, som alle var afsejlet fra Helsingør, vendte Jagten “Nelly & Isabell” om, men strandede 19. november ved tretiden om natten ved Kildekrog vest for Hornbæk. Strandingen blev opdaget fra land ved 7-tiden, men ingen kunne nå ud til skibet i den hårde storm. Først om eftermiddagen, da stormen havde lagt en smule, lykkedes det at redde kaptajnen, som eneste overlevende ud af en besætning på seks sømænd. Han mistede 2 fingre, men kom sig og kunne 22. november afgive søforklaring i Dronningmølle om det ulykkelige forlis, hvor også hele lasten var gået tabt.
De omkomne sømænd var styrmand William Drysdale, matroserne Tomas Comment, Francis Linsay, Tomas Scotland og skibsdrengen Alexander Devart.
Under samme storm forulykkede desuden mindst 2 hollandske og et svensk skib på Nordsjællands kyst. Det svenske skib strandede ved Nakkehoved ved Gilleleje, alle blev reddet. Det ene hollandske skib, blev af hensyn til at bevare lasten, sat på grund ved Højstrup nær Helsingør efter tabet af skibets to ankre.
5.
Efterspillet…
Redningsdåden fik flere efterspil – vi må huske på, at redningsmændene heltemodigt havde afslået at modtage en belønning for deres redning fra kaptajn Thomas Brown.
Begivenheden blev hurtig delt, og indenfor få måneder nåede den også helt ned til sydfrankrig til Courteaux i Languedoc, hvor en tidligere godsejer af godset Næsbygård og Bavelse, Christian Siegfried von Plessen dengang boede.
Et ungdomsbillede – han døde halvanden måned senere d. 9. april 1775
Han tøvede ikke et sekund, for allerede d. 24. februar 1775 sendte han et brev af sted til redningsmændene i Hornbæk, hvori han testamenterede dem en årlig sum på 125 rigsdaler til lige deling mellem dem, så længe de levede. Den længstlevende skulle have hele beløbet til sin død.
Læs den originale ordlyd af gavebrevet her……
6.
“Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere”…
Ove Mallings bog, hvor redningsdåden bl.a. er beskrevet, var et led i datidens “skrive og læs dansk kampagne” i 1775.
Kong Christian d. 7. og hans regering havde gjort op med fortidens tyske dominans på bl.a. det danske sprog.
I 1775, et halvt år efter redningsdåden, ændrede kongen og hans kabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg ved en forordning “Skoele-Væsenet” med henblik på mere dansk i skolerne. Bogen var derfor beregnet som en ny lærebog til skolerne, for at give læseren kærlighed til sproget og fædrelandet, samt et forbillede til efterlevelse.
Bogen udkom i 1777 og er efterfølgende kommet i 7 oplag – sidst i 1992.
Ove Mallings original Fortælling –
7.
5 eller 8 redningsmænd – et mysterium…?
Af Chr. Siegfried von Plessens gavebrev fremgår det, at der var tale om 5 redningsmænd – Anders Jenssen (30 år), Peder Jenssen (27 år) og Svend Nielsen ( 27 år), samt fiskerdrengene Jens Larssen (19 år) og Svend Pedersen (18 år) – alle fra Hornbæk.
Der var 5 redningsmænd i Ove Mallings fortælling fra 1777 – 5 redningsmænd i Johannes Ewalds syngespil Fiskerne og 5 redningsmænd med i båden på Eckersbergs berømte maleri fra 1806 !
I 1913 udgav litteraturforsker, professor og litteratur- og teaterkritiker Hans Brix en artikel ” En køn historie” i bladet Tilskueren med oplysninger fra Kronborg Amts justitsprotokol, som kunne fortælle at under søforhøret d. 22. nov. 1774 i Dronningmølle, var der beskrevet tre andre navne på redningsmænd – fisker Arvid Olsen (36 år), skipper Ole Pii Pedersen (25 år) og gårdmand Peder Erichsen (34 år). Der var ikke oplistet andre navne, og disse tre redningsmænd havde skrevet under som eneste redningsmænd !
Hans Brix mente således, at de fem oprindelige redningsmænd uberettiget havde modtaget ære og belønning i stedet for de tre redningsmænd, der retteligt stod nævnt i protokollen fra søforhøret.
Dette vakte dengang røre i Hornbæk og i hele Danmark. Redningsdåden i 1774 stod/står i dansk søhistorie, som den mest omtalte og opsigtsvækkende af slagsen.
8.
Hornbæk svarede igen…
Med baggrund i Hans Brix’s artikel tog den lokal fødte Hornbækker, folkemindeforsker Hans Ellekilde straks til genmæle.
I en ny artikel svarede han igen med et indlæg udgivet i “Årbogen for Frederiksborg Amt i 1916“.
Folkemindeforsker Hans Ellekilde (1891-1966) – han har også skrevet en bog om Hornbæk Kirkes 200 års jub. i 1937.
Han skriver et godt 55 sider velbegrundet oplæg for, at der havde været 8 redningsmænd, og at alle 8 navngivne Hornbækkere havde været deltagere i redningen af kaptajn Thomas Brown d. 19. november 1774 med følgende argumentation:
Hans Ellekilde gik ud fra, at der måtte være en “hjemmelsmand” – en fortæller – der allerede lige efter redningsdåden fejlagtigt eller måske uvidende have delt historien om de 5 redningsmænd i vide kredse – en person med en stor omgangskreds – en der ikke selv var tilstede under strandingen ?
Hans Ellekilde havde en begrundet formodning, at denne mand var Hornbæks gamle ærværdige sognepræst, provst Rasmus Henriksen Garboe, der i 1774 i over 50 Aar havde været Tikøb og Hornbæk menigheders sognepræst. Han havde et sjældent tillidsfuldt forhold til alle sine sognebørn, men måske først og fremmest i annekssognet Hornbæk. Hans var præst i et sogn, som dengang dækkede området den senere Tikøb kommune.
Provsten må have opfattet det sådan, at der var 5 redningsmænd – mænd og drenge – og dette delte han i sin historie om redningsdåden ved Kildekrog.
Provst Rasmus Henriksen Garboe døde i 1784 – 61 år gammel.
I 1774 havde Berlingske Tidende og Adresseavisen faste korrespondenter i Helsingør – bl.a. på grund af Sundtolden – der rapporterede om skibsfarten i Helsingør, men også om lokale nyheder.
Rapporterne gik dengang mest på skibe og deres laster og ikke altid på strandinger og redninger, som dengang var ret almindelige.
Der var derfor ikke nogle rapporter med antal og navne på redningsfolkene ved Kildekrog d. 19. nov. 1774.
Hvordan fik Chr. Siegfried von Plessen så besked i løbet af få måneder efter redningsdåden – gavebrevet til de 5 redningsmænd ankom allerede i februar 1775. Provsten i Tikøb kan have fortalt om de 5 søfolk til von Plessens familie, som dengang opholdt sig i Kokkedal i Nordsjælland.
Præsten i Tikøb havde et personlig forhold til Johannes Evald, da denne var en af hans sognebørn, dengang han boede på Søbækhuset i Espergærde. Derfor optræder der også 5 redningsmænd i Ewalds syngespil Fiskerne, som provsten sikkert også var kilden til.
Ove Mallings oplysninger om redningsdåden og de fem redningsmænd stammede delvis fra en brevveksling med birkeskriver Christian Clatidi Rehfeldt i Dronningmølle, hvori han fuldstændig gengav ordlyden fra von Plessens gavebrev – med 5 redningsmænd – skønt han selv meddelte i brevet, at han var med til søforhøret, hvorfor han må have kendt til de tre andre redningsmænd, som han selv havde refereret.
9.
Fiskerlejet vidste besked…
Hans Ellekilde tilførte også debatten en del nye oplysninger, som han havde fået fortalt i Hornbæk, hvor han var opvokset.
Hornbæk Strand – en tegning fra et skillingsblad ca 1850 – kunstner ukendt.
En fortælling om et godt og samvittighedsfuldt sammenhold i datidens fiskerleje – hvor alle kendte til misforståelsen om de 5, og at de 8 redningsmænd havde fordelt de 125 rigsdalere mellem sig, og at enkerne overtog deres afdøde mænds andele, så det fulde beløb reelt aldrig helt kom den sidstlevende til gode.
Den sidstlevende var i øvrigt Svend Pedersen “Svindte Per”, der døde i 1828:
Hans Ellekilde: Hornbækkere har en Hærk Tilbøjelighed til Øgenavne, de understreger ligesom, at man hører med til „Stokken“. Frk. Marie Ellekilde kender ikke Svend Pedersens virkelige Navn, i den Grad er han blevet til „Svindte Per“, v..Svend Pedersen døde den 14. Januar 1828, 72 Aar gammel.
Af datidens kirkebog fremgår det med al tydelighed, at det var velkendt på “Lejet”, at alle 8 var deltagere i redningsdåden – de omtalte redningsmænd i kirkebogen var både blandt de 5 belønnede redningsmænd, men også blandt de 3 redningsmænd fra søforhøret i Dronningmølle !
I Kirkebogen tilføjes der: „Den sidste blandt de 5 af Evald besungne Fiskere i Hornbæk“. Peder Jensen døde d. 23. Januar 1804; Arved Olsen (født paa Villingebæk) døde d. 17 Nov. 1811; Ole Pedersen Pii d. 6. Januar 1818 og Peder Eriksen d. 9de Juni 1819. Af Enkerne har jeg fundet to: Bente Mogensdatter († 10. Okt. 1828), „Enke efter Lods Jons Larsen i Helsingør“ og Ole Pii’s Enke Bodil Olesdatter († 5. Marts 1833), — rimeligvis var der flere. *)
*) Min (forfatterens) kommentar til Kirkebogens tekst:
Arvid Olsen, Ole Pedersen Pii og Peder Eriksen var de tre ikke nævnte i gavebrevet fra 1775, men de og deres enker har tilsyneladende fået del i den årlige belønning på 125 rigsdalere.
Ole Pedersen Pii var forøvrigt min 4 x tipoldefar.
Hans Ellekilde fik også fortalt af de gamle fiskere, der havde erfaringer omkring redninger ved Hornbæk kysten, at der altid var omkring syv-otte mænd ombord i redningsbåden – tre eller fem ville ikke kunne manøvrere og håndtere båden alene !
Hans Ellekildes påstand var således dengang, at alle 8 redningsmænd deltog i redningensdåden – de sørgede for at få redningsbåden til Kildekrog – de gjorde sammen flere forsøg den dag uden at komme ud til vraget – men da de fra stranden så styrmanden – sent om eftermiddagen omfavne kaptajnen og herefter forsøgte at svømme i land – men blev ramt af et vragstykke og druknede – stod de 8 redningsmænd sammen – gik i båden og roede ud mod skibet – hvilket endte med den lykkelige redning af kaptajn Thomas Brown.
Professor Hans Brix tilbagekaldte eller modificerede aldrig sin artikel ” En køn historie” !
I 1947 skrev forfatteren Louis E. Grandjean i en årsbog – Skibbruddets Saga, Søhistoriske skrifter i Søfartsmuseet og dets venneselskab – et indslag Hornbækstrandingen og Johannes Ewald med endnu en gennemgang af Strandingen i 1774, hvor han stort set bakker Hans Ellekildes udredning fra 1916 op til fordel for de 8 redningsmænd.
Mindepladen…
Det er derfor, at vi i dag med sindsro kan læse alle 8 navne på kobberpladen på Mindeankeret ved Havnekiosken med tiltro til, at disse redningsmænd dengang gjorde Hornbæk stor ære ved deres heltemodige indsats, og deres generøse afslag for at få betaling for deres livsfarlige færd med at redde “Nelly & Isabell’s besætningen – det kunne jo være dem selv der kom i samme situation en anden gang !
Har Du lyst til at læse Hans Ellekildes artikel fra Årbogen 1916 – så klik her….
og Louis E. Grandjean indlæg i Søfartsmuseet og dets venneselskab årbog 1947 – så klik her…
10.
Fiskerne – et syngespil i tre handlinger af Johannes Ewald…
I 1777 læste den dengang 33 årige danske digter og dramatiker Johannes Ewald Ole Mallings bog, og han blev inspireret til at skrive et syngespil med baggrund i redningsdåden d. 19. november tre år tidligere. Han boede dengang i fiskerlejet Rungsted og må allerede have haft kendskab til redningendåden længere oppe i Nordsjælland ved Kildekrog. Måske gennem hans personlige kendskab til Provst Rasmus Henriksen Garboe fra Tikøb, hvor han tidligere under sit ophold i Espergærde havde været et af provstens sognebørn.
Ewalds syngespil Fiskerne blev skrevet i en brydningstid, hvor man bl.a. gjorde op med den tyske påvirkning af sproget, og hvor almindelige danskeres liv og levevis begyndte at blev bemærket i højere kredse. I Fiskerne glorificerede Ewald nok i lidt overdreven stand den danske nationale følelse blandt de medvirkende personer.
Det kongelige Teater i 1749.
Der var premiere på det Kgl. Teater d. 31. januar 1780 på Kong Christian d. 7. fødselsdag – i teatersalen sad de 5 fiskere – redningsmændene – fra Hornbæk. Efter stykket blev de hyldet med stående applaus, og pressen spurgte, om det var sådan det foregik – “Just sådan var det, men vi sang ikke !”
I syngespillet indgik bl.a. en sang ”Kong Christian stod ved højen mast”, der siden 1906 har været vores Kongesang.
Komponisten var tilsyneladende ukendt, den nuværende melodi stammer fra Johan Ludvig Heibergs “Elverhøj”, hvor Kong Christian stod… også indgår i ouverturen og som slutsang. Det var Friedrich Kuhlau, der bearbejdede den nuværende melodi.
I dag er sangen sammen med “Der er et yndigt land” en af vores to nationalsange.
Johannes Ewald døde allerede i 1781 kun 37 år gammel.
Scenen er sat –
Jeg (forfatteren) har læst Ida Falbe-Hansens bog fra 1893 med hendes kommentarer og gengivelse af originaltekst til syngespillet Fiskerne, efterfølgende kan man læse min fortolkning og i et sammendrag.
Som et pudsigt efterspil skal nævnes, at syngespillet Fiskerne sidste gang blev opført på det Kgl.Teater under anden verdenskrig d. 18 maj 1944 i anledning af Dansk Forfatterforenings 50 års jubilæum.
Skuespiller besætningen var datidens populære skuespillere – og set med en Hornbæk vinkel spillede Kgl. Skuespillerinde Inga Schultz – Lise – i forestillingen.
Inga Schultz var gift med Kgl. Skuespiller Peter Poulsen, der var født i Hornbæk og søn af Chr. Poulsen “Tjalken” i Hornbæk.
Skuespillerparret boede i mange år i “Løkken” på Havnevej 2.
11.
Mindeankeret i Hornbæk fra 1930…
Mindeankeret i 1930 og i dag 2024.
Mindeankeret blev, efter flere års planlægning og indsamlinger, indviet søndag d. 9. februar 1930 omkring 150 årsdagen for uropførelsen af John. Ewalds syngespil ”Fiskerne” d. 31. januar i 1780 på det Kgl. Teater. Syngespillet var en hyldest til Christian d. 7. ved hans 31 års fødselsdag.
Mindeankeret ved havnen blev planeret og udført af billedhugger Axel Locher.
Han var søn af Carl Locher og var født i “Klithus” ved Østre Stejlebakke.
Foto: Axel Locher havde tidligere lavet Genforeningsstenen.
Den stod oprindelig i krydset Hovedgaden/Sauntevej.
Den står i dag ved “Det fedtede Hjørne”.
Hornbæk historikeren Karl Rønne skrev i 1980’erne om Mindeankeret: Læs mere
På den rektangulære bronzeplade mod vest står:
Til Minde om Redningsdaaden
d. 19. Novmbr. 1774,
da Fiskerne Arvid Olsen,
Ole Pedersen Pii, Peder Eriksen,
Anders Jensen, Peder Jensen,
Svend Nielsen Bagge,
Jens Larsen og Svend Pedersen
alle af Hornbæk reddede den sidstlevende fra “Skibet Nelly & Isabell” Skipper Thomas Brown.
På den cirkelrunde bronzeplade mod sydøst står:
Du danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav,
Modtag din Ven som uforsagt,
tør møde Faren med Foragt,
saa stolt, som Du mod Stormens Magt,
Sortladne Hav,
og rask igennem Larm og Spil,
og Kamp og Sejer før mig til,
min Grav.
Det er sidste vers af vor Kongesang “Kong Christian stod…” skrevet af digteren Johannes Ewald fra syngespillet “Fiskerne”i 1780.
Ankeret blev opført ved havnen, endnu før den gamle Havnekiosk blev opført i 1936. Mindeankeret har taget sig flot ud på den åben plads, før man kom ned til selve havnen.
“Minebøssen” tv. var en demonteret hornmine fra 1. Verdenskrig med følgende inskription:
“Med mig tog sømanden, sin sidste tørn. Nu sørger jeg, for enker og børn.“
I 1969 byggede man den nuværende Havnekiosk tættere på Mindeankeret.
I 1993 skrev vores lokalhistoriker Axel Ploug om redningsdåden og mindeankeret i Hornbækegnen nr. 33 og afsluttede med følgende kommentar:
“I dag er Mindeankeret omgivet af asfalt, cykelstativer og parkerede biler og syner ikke af meget.
Stod det ikke bedre på den firkantede høj ud for Lodsensvej ? Der står et par bænke, som sjældent benyttes. Her kunne det stå – nærmere de veje, hvor de otte fiskere i sin tid færdedes, og her kunne blæsten ude fra det “sortladne hav” omsuse det.”
Måske havde han ret….!
Godt jubilæumsår – 250 år !
Jens Peter Pihl – februar-2024.
Opdateret marts-24 og oktober -24.
12.
Kilder: Vrag-Wiki, Kai Flor “Hornbæk”, Ida Falbe-Hansens bog om Syngespillet “Fiskerne” fra 1893, Hornbækegnen nr. 33 okt. 1993 -Axel Ploug, Folketingets Tv, Den store Danske – tegning Morten Gøthche, fotograf Anne-Sofie Rubæk, Wikipedia tekst og foto, Hans Ellekilde Årbog for Fr.borg Amts årbog 1916, Hans Brix “En køn historie” fra 1913, Louis E. Grandjeans årbog “Skibbruddets Saga, Søhistoriske skrifter i Søfartsmuseet og dets venneselskab” fra 1947, og eget stamtræ. Bogen “Skagensmaleren Carl Locher” af Peter S. Hansen
Tak til min kone Jette for en kritisk gennemlæsning!
Gå tilbage til Pihl Hornbæk Historier her….